Om Lene


Baggrund


Jeg er autoriseret psykolog (2008), ph.d. i sundhedsvidenskab og specialiseret i BED (Binge Eating Disorder).

I mere end 15 år har jeg arbejdet med mennesker med spiseforstyrrelser (anoreksi, bulimi og BED) både i psykiatrien (Psykoterapeutisk Center Stolpegård i Gentofte) og i privat praksis.

Jeg har været med som psykolog i dokumentarserierne Nadja og de 170 kg og senest Styret af mad, som kan ses på TV2 og TV2play.

Jeg har en kandidatgrad fra Københavns Universitet og en bachelorgrad fra Goldsmiths College i London. I 2019 forsvarede jeg min ph.d.-afhandling om behandling af BED/tvangsoverspisning og høj vægt. Aktuelt er jeg postdoc forsker på Københavns Universitet, hvor vi skal udvikle og afprøve et vægtneutralt forløb til Kommunerne.

Jeg er ikke i tvivl om, at det massive vægtfokus i samfundet og i sundhedsvæsnet bidrager til udviklingen af spiseforstyrrelser. Den måde, vi selv har det med vores kroppe på og andre har det med vores kroppe, herunder vægtstigmatisering, har afgørende betydning for vores livsudfoldelse og fysiske, psykiske og sociale sundhed.

Vægtneutral sundhed er kritisk over for vægtstigma og vægtfokus og arbejder i stedet for mere kropsrespekt og for at genskabe glæden ved og tiltroen til kroppen. Jeg mener, at en vægtneutral sundhedsforståelse er helt oplagt til spiseforstyrrelser.


Mission


Spiseforstyrrelser skal ikke kun bekæmpes i terapirummet. Jeg mener, at spiseforstyrrelser, kropskritik og forstyrret spisning er fælles anliggender i samfundet.

Min mission er at være med til at flytte fokus væk fra vægt og hen på, hvordan vi har det med vores egen krop og hvordan vi behandler hinanden. Selvom spiseforstyrrelser er relativt sjældne, er der alt for mange, der er forstyrret i deres forhold til mad og krop.

Min mission er også at skabe større bevidsthed om tvangsoverspisning/BED. BED er udbredt og overset, og mange ved ikke, at de har en spiseforstyrrelse og går i årevis uden at få hjælp. Oftest mødes de på deres vægt og sættes på vægttabsprogrammer. Det kræver mere viden og uddannelse af fagfolk, og en åbenhed overfor at gentænke sundhed.

Forandring kræver, at der skabes forbindelse mellem mennesker og viden på tværs af faggrænser. Jeg sidder med i en arbejdsgruppe i Vidensråd for Forebyggelse, der skal lave en rapport om vægtstigmatisering. Følg med her.

Mit håb er, at vi sammen kan udforske veje til sundhed og livskvalitet, der ikke centreres om vægt. Det vil være til gavn for os alle.


Netværk


Juni 2020 var jeg med til at stifte den tværfaglige sammenslutning Ligevægt, hvis formål er at skabe kritisk debat om det aktuelle fokus på vægt.

Ligevægt er en gruppe forskere og klinikere fra forskellige fagområder, som inviterer til en gentænkning af opfattelsen af og omgangen med vægt i sundhedsvæsenet og i samfundet generelt. Se mere her.

Jeg er den, som Dansk Psykolog Forening peger på i sager om høj vægt. I den forbindelse sad jeg med i Overvægtsalliancen i 2 år, men trådte ud i 2018, fordi jeg grundlæggende er uenig i deres tilgang til vægt, sundhed og vægtstigma. I stedet er jeg udpeget til at sidde i følgegruppe i Nationalt Center for Overvægt.

Jeg har fået Dansk Psykolog Forenings meningsdanneruddannelse, som bl.a. kan findes under hashtagget #psykologstemmer.

Jeg samarbejder med centrale aktører inden for BED/ tvangsoverspisning om at få BED på den politiske dagsorden. Jeg er supervisor, ekstern konsulent og sidder i forskellige følgegrupper hos Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS)og Askovhus, og så har jeg jævnligt møder med politikere bl.a. sammen med Nadja Engsig, der selv har haft BED.

Jeg er medlem af: Dansk Psykolog Forening, Vægtneutral Sundhed og Dansk Selskab for Spiseforstyrrelser


Se videoer:
“Diætisten og psykologen reflekterer over krop, vægt og sundhed”

Inger Bols, vægtneutral diætist, og Lene Meyer, psykolog og ph.d., deler refleksioner og perspektiver på aktuelle emner i sundhedsdebatten