Om Lene
Baggrund
Jeg er autoriseret psykolog (2008), ph.d. i sundhedsvidenskab og specialiseret i BED (Binge Eating Disorder).
Jeg født i 1976 og bor i Farum med mine børn, hund og mand.
I mere end 15 år har jeg arbejdet med mennesker med spiseforstyrrelser (anoreksi, bulimi og BED) både i psykiatrien (Psykoterapeutisk Center Stolpegård i Gentofte) og i privat praksis.
Jeg var psykolog i TV2-dokumentarserierne Nadja og de 170 kg og Styret af mad.
Jeg har en kandidatgrad fra Københavns Universitet og en bachelorgrad fra Goldsmiths College i London. I 2019 forsvarede jeg min ph.d.-afhandling om behandling af BED/tvangsoverspisning og høj vægt.
Aktuelt er jeg postdoc forsker på Københavns Universitet, hvor vi i samarbejde med deltagerne udvikler og afprøver et vægtneutralt forløb til Kommunerne.
Vægtneutral sundhed er kritisk over for vægtstigma og vægtfokus og arbejder i stedet for mere kropsrespekt for alle kropsstørrelser. For den enkelte handler det om at stoppe krigen mod kroppen og forsøge at genskabe tilliden og glæden ved den.
Jeg mener, at en vægtneutral sundhedsforståelse er en afgørende del af at komme trygt ud af en spiseforstyrrelse.
Fokus
Spiseforstyrrelser skal ikke kun bekæmpes i terapirummet. Jeg mener, at spiseforstyrrelser, kropskritik og forstyrret spisning er fælles anliggender i samfundet.
Jeg er ikke i tvivl om, at det massive fokus, der er på vægt i samfundet og i sundhedsvæsnet bidrager til udviklingen af spiseforstyrrelser. Den måde, vi selv har det med vores kroppe på og andre har det med vores kroppe, herunder vægtstigmatisering, har afgørende betydning for vores livsudfoldelse og fysiske, psykiske og sociale sundhed.
Mit håb er at være med til at flytte fokus væk fra vægt og hen på, hvordan vi har det med os selv.
Spiseforstyrrelser er alvorlige og pinefulde, men der er alt for mange andre, hvor mad og krop og vægt fylder alt for meget. Der er sket en normalisering af at kontrollere sin spisning og overvåge sin krop - det som kaldes diætkulturen - og mange ved ikke, at de er viklet ind i forstyrrede og opslidende mønstre.
Jeg ønsker at skabe større bevidsthed om spiseforstyrrelser og forstyrret spisning og konsekvenserne af diætkultur og vægtfokus i vores samfund.
For personer med BED kan der gå årevis, uden de får hjælp, fordi de og andre tror, at vægten er problemet og vægttab er løsningen.
Mit håb er, at vi sammen kan udforske veje til sundhed og livskvalitet, der ikke centreres om vægt.
Netværk
Jeg er med i forskellige faglige og frivillige netværk.
Senest har jeg været med til at stifte Vægtneutral Sundhed i Praksis (VSiP), som blandt andet afholder nationale ERFA-dage for fagprofessionelle med interesse i vægtneutral sundhed.
Juni 2020 var jeg med til at stifte den tværfaglige sammenslutning Ligevægt, hvis formål er at skabe kritisk debat om det aktuelle fokus på vægt.
Ligevægt er en gruppe forskere og klinikere fra forskellige fagområder, som inviterer til en gentænkning af opfattelsen af og omgangen med vægt i sundhedsvæsenet og i samfundet generelt. Se mere her.
er den, som Dansk Psykolog Forening peger på i sager om høj vægt.
Jeg har fået Dansk Psykolog Forenings meningsdanneruddannelse, som bl.a. kan findes under hashtagget #psykologstemmer.
Jeg samarbejder med fagpersoner inden for BED/ tvangsoverspisning om at få BED på den politiske dagsorden.
Jeg er medlem af: Dansk Psykolog Forening, Landsforeningen for vægtneutral sundhed, Dansk Selskab for Spiseforstyrrelser
Jeg er medforfatter på rapporten Vægtstigmatisering: Forekomst, betydninger og forebyggelsespotentiale udarbejdet for Vidensråd for Forebyggelse.
Jeg har også skrevet flere akademiske artikler, hvoraf nogle kan ses her.
Se videoer:
“Diætisten og psykologen reflekterer over krop, vægt og sundhed”
Inger Bols, vægtneutral diætist, og Lene Meyer, psykolog og ph.d., deler refleksioner og perspektiver på aktuelle emner i sundhedsdebatten